Odder Golfklub inviterer alle nye og nysgerrige til Åbent Hus søndag den 15. marts 2026 kl. 10.00–12.00.

Har du lyst til at prøve kræfter med golf, så mød blot op i klubben kl. 10.00 – tilmelding er ikke nødvendig. Det er vigtigt, at du er der kl. 10.00, da vi starter med fælles information om dagens program og om det at begynde at spille golf.

Børn, unge, ældre, fædre, mødre, enlige, familier og alle andre er hjerteligt velkomne. Vi håber på godt vejr, så I kan få lov at prøve at slå nogle slag og måske spille et hul eller to på vores par-3 bane.

Efterfølgende samles vi i vores hyggelige klubhus, hvor klubben er vært ved en forfriskning. Her fortæller vi også mere om, hvordan det er at begynde at spille golf i Odder Golfklub, og hvilke muligheder der er for nye spillere.

Vores Head Pro og træner Nicolai vil være til stede sammen med Fie, vores klubsekretær, samt repræsentanter fra bestyrelsen og Begynderudvalget, som alle står klar til at tage godt imod jer og svare på spørgsmål.

Du møder blot op på dagen – og tag endelig din ægtefælle, kæreste, børn, forældre, naboer, venner eller kollegaer med. Golf er en fantastisk sports- og motionsform, hvor samvær og fællesskab er i højsædet.

Vi glæder os til at se jer!

 

Nedenfor lidt billeder fra Åbent Hus 2025: