Odder Golfklub har som vanligt været godt repræsenteret – dette i hele 7 rækker.
I kvalifikationsrækken sluttede Superveteranerne af med 2 flotte sejre i sidste spillerunde. Disse 2 sejre rakte til en flot første plads i puljen. Denne førsteplads giver adgang til oprykningsspil medio september, hvor oprykning til 1. division er i spil.
I Veteranrækken har vi i år deltaget med 2 hold – et i 3. division og et i kvalifikationsrækken.
Holdet i 3. division sluttede sæsonen af med en sejr over topholdet fra Randers, men på trods af, at vi påførte Randers deres første nederlag i år, sluttede Odder på 4. pladsen i puljen og rykker dermed ned i kvalifikationsrækken.
Holdet i kvalifikationsrækken sluttede sidste spillerunde med 2 nederlag, men det blev samlet til 2 sejre i sæsonen. 2 sejre rakte dog kun til en 4. plads i en meget tæt pulje.
Vores damer i 3. division har spillet en rigtig flot sæson. Sidste år spillede de oprykningsspil til 2. division, men tog desværre ikke stikket hjem. Igen i år kunne oprykningsspillet være inden for rækkevidde. Inden den sidste kamp var damerne nemlig placeret på en delt førsteplads med Viborg. Kampen blev spillet på udebane i Viborg. Der skulle en sejr til for at holde fast i drømmen om endnu et oprykningsspil. De kom desværre i ”menneskehænder” og tabte den sidste kamp 8 – 1. Det bliver derfor til endnu en sæson i 3. division, men det er værd at nævne, at de mødte Viborgs 2. hold, og Viborgs 1. hold har vundet Elitedivisionens række Vest suverænt og derved kvalificeret sig til medaljespillet for damer.
Igen i år var OGK repræsenteret med 3 hold i herrerækkerne.
For holdet i 4. divisions vedkommende blev det til 2 nederlag i sidste spillerunde. Samlet set kigger vores 3. hold ind i en nedrykning til 5. division.
2. holdet i 2. division sluttede sæsonen flot af med 2 tætte kampe. Lørdag besejrede vi hjemme Stensballegaard med 10 – 8 og søndag spillede vi 9 – 9 ude mod Horsens. Samlet rakte sæsonens indsats til en flot 2. plads i puljen efter Kolding, der gik ubesejret igennem puljespillet.
Og så det bedste til sidst!!!!
Vores førstehold uddelte ”bøllebank” til begge de to hold de mødte i sidste spillerunde. Lørdag blev Gyttegaard besejret på hjemmebane (uden Højgaard-brødrene) med 15 – 3.
Da Silkeborg lørdag besejrede topholdet Esbjerg, skulle vores hold til Silkeborg søndag, hvor pladsen i medajleslutspillet krævede en sejr eller uafgjort.
Efter de 3 four somes var stillingen 3 – 3, og hen over den første del af eftermiddagen var spændingen intakt, men til slut viste Odders 6 singler golf på meget højt niveau, og da ”festen sluttede” havde Odder vundet alle 6 singler.
Vi var vidner til en enestående præstation fra alle spillere, men alligevel er behov for at nævne et par detaljer.
Izak Phan, som netop er fyldt 16 år, besejrede Oliver Hundebøll, som tidligere har spillet på Europatouren. Daniel Løkke var 4 nede efter hul 7, og lykkedes alligevel med af hive sejren i land på hul 18.
Så skal der i øvrigt lyde en kæmpe tak til alle de trofaste tilskuere fra Odder, som brugte søndagen i Silkeborg – antallet af tilskuere fra Odder var langt i overtal sammenlignet med den støtte hjemmeholdet fik fra egne medlemmer – TAK.
Odder Golfklub er nu for tredje sæson i træk en del af medaljeslutspillet, som afvikles den 13. og 14. september på Sydsjællands Golfbane (i nærheden af Næstved), og vi møder holdet fra Great Northern i semifinalen lørdag – MEGET MERE HEROM SENERE.